Menière
Menière er en sygdom i indre øre, der skyldes en manglende regulation af trykket. Den grundlæggende ætiologi er dog stadig uklar. Symptomerne består primært af anfald med voldsom svimmelhed, af hørenedsættelse og tinnitus samt af trykfornemmelse i mellemøret.
Symptomerne skyldes sandsynligvis et overtryk i det indre øres to forskellige væsker. Overtrykket får membranen mellem væskerne til at briste, hvorved de blandes og påvirker høre- og balanceorganet.
Den første tid som Menière-ramt er ofte præget af angst, bekymringer og usikkerhed. Det kan være svært at få stillet en endelig diagnose, man ved ikke hvor ofte og i hvilken grad man vil opleve anfald og det kan være vanskeligt at forklare sine nærmeste, hvor meget dagligdagen ændrer sig for een.
Jeg tilbyder samtaler, rådgivning og vejledning til mennesker, der skal finde et nyt ståsted i livet med Menière som livsvilkår. Sammen med audiologopæd Dorte Lundgaard har jeg skrevet speciale om psykosociale konsekvenser af Menière og har arbejdet med dette som fagområde siden 2003. Du finder mit speciale her på siden under “Blogs” og emnet “Menière”.